Tommy Ahlers ønsker dygtigere, stærkere, mere modige iværksættere

Ifølge dagens aviser har Tommy Ahlers sat et hold af internationale ”eksperter” til at analysere landets innovationsformåen. Panelet skal bl.a. se på, hvordan der kan skabes mere kommerciel innovationskraft på og via universiteterne, herunder hvordan business angels kan bidrage med kapital og erfaring.
Tommy Ahlers adresserer en problemstilling, der er evigt aktuel her til lands: Hvorfor kommer der – trods forskning på pænt højt international niveau og stor patenteringsaktivitet - så lidt ud af ”pølsefabrikken”.
Først er det værd at minde om, at det fynske roboteventyr (3.000 arbejdspladser +) vel er en dugfrisk showcase, der viser vejen med SDU i en helt afgørende rolle gennem mere end 15 år. Det virker!
Dernæst: Der spinnes pænt mange start-ups ud af universiteterne især inden for naturvidenskabelige fagområder herunder datalogi og life science. Og vores største, forskningstunge virksomheder er i praksis ret dygtige til at overføre talent og opfindelser til egne rækker og eksterne hubs.
Alligevel er temaet centralt og værd er give en jævnlig overhaling.
Danmark har som bekendt solide globale styrkepositioner inden for vindenergi, høreapparater, insulin, membranteknologi/vandrensning (liste ikke komplet) skabt for flere generationer siden gennem meget tidlige, risikable offentlige investeringer og fremsynet lovgivning. Politiske projekter med politiske mål for øje endte med at give landet et kompetencemæssigt forspring og skabte den markedsplatform, der blev løftestang for privat foretagsomhed.
Den parole, medierne bringer i dag med Ahlers som afsender, forekommer – sorry to say – mere som symbolpolitik og teatertorden end udtryk for konkret politisk vision. Landet har en lang og stærk tradition for innovation, der omsætter viden til forretning og som hober sig op i klyngedannelser. Klassisk tech transfer fra forskning til faktura - for nu at bruge en fortærsket vending- , er på alle måder et værdigt formål. Men skal det rykke for alvor kræves der en X-faktor i skikkelse af politiske indsatser på forkant af verden omkring os med borgertarv for øje, der som sidegevinst tiltrækker innovation og iværksætteri. I flæng kunne nævnes: Velfærdsteknologi, grøn omstilling, fødevaresikkerhed, leg og læring, smart industri, vand….