Skrevet af:
Søren Hougaard

Værdiansættelse af iværksættervirksomheder

Start-ups - virksomheder med ingen eller blot et minimum af omsætning og ingen egentlig forretningshistorik - er dem, engleinvestorer møder langt flest af. Dette mønster er ganske naturligt, for de private investorer har deres naturlige spilleplade på kapitalmarkedet – i økosystemet om man vil – i den vanddybde, hvor de små fisk svømmer rundt.

Men hvordan værdiansætter man egentlig meget tidlige virksomheder det være sig som investor eller som kapitalsøgende iværksætter?

Først: Der findes ikke nogen udbredt og anerkendt praktisk metode.

Næst: Videnskaben har ikke meget at bidrage med om dette tema, hvor objektiv kvantificering er stort set umulig – i modsætning til, hvad der gælder, når det drejer sig om at beregne værdien af igangværende, større virksomheder. Så det ene gæt kan være lige så korrekt som det andet.

Næst-næst: Der findes en hel del ”høkermetoder”, man kan benytte sig af efter behov eller behag, men de er ikke helt overbevisende i deres bevisførelse.

Iværksætterne laver ikke så sjældent regnestykket lidt som Holbergs Erasmus Montanus. De når frem til en værdiansættelse af deres projekt ved at besvare to spørgsmål: 1) Hvor meget kapital har vi brug for og 2) Hvor stor en ejerandel vil vi afgive?  Har vi behov for 3 mio. kr., og vil vi afgive en ejerandel på 10 % er virksomheden ergo 30 mio. kr. værd. Q.E.D.

Som investor stiller man ligningen op lidt anderledes, men ikke nødvendigvis mere objektivt og ikke nødvendigvis mindre Rasmus Bjerg-agtigt. Her ser de tre spørgsmål ud som følger: 1) Hvad er virksomhedens exitværdi på en god dag, og 2) hvor mange gange ønsker jeg min investering igen? Hvor meget investerer jeg? Hvis virksomhedens exitværdi anslås til 100 mio. og kravet er den investerede kapital 10 gange igen, og man investerer 1 mio. bliver værdiansættelsen: 100:10 = 10 – 1 = 9 mio. Herfra skal så muligvis trækkes en procentandel som følge af forventet udvanding ved fremtidige kapitaludvidelser.

Begge måder at regne på er enkle, operationelle og retningsvisende i den forstand, at beslutningstager – iværksætter og investor – når frem til acceptable subjektive resultater.

Men ingen af ”formlerne ” gør et egentligt forsøg på tilnærmelsesvis at beregne og tilbagediskontere alle fremtidige betalinger (NPV) fra virksomheden som stand alone enhed.

Derfor ender forhandlinger om værdiansættelse meget ofte som horse trading, hvor slutresultatet bliver arbitrært – men jo brugbart, hvis alle kan leve med det.